Lockheed T-33A er verdens mest anvendte jettræner. Da produktionen af T-33A i 1959 ophørte, havde Lockheed i Californien leveret ikke mindre end 5.691 fly af denne type. Hertil kommer ca. 900 fremstillet i Canada og Japan. Flyet har været anvendt af samtlige NATO-lande med undtagelse af England. Og det er desuden leveret til en række lande uden for NATO. I august 1947 tog man på Lockheed fabrikken en F-60C Shotting Star ud af produktionslinien og indsatte yderligere 98,1 cm i kropssektionen. Derved fik man plads til to piloter. Det ombyggede fly fløj første gang den 22.3.47 og det fik hurtigt betegnelsen T-33A - populært kaldet T-Bird.
T-33 holdt sit indtog i det danske flyvevåben i april 1953 med 30 fly, dels lejet, dels købt. Nummerbetegnelsen var oprindeligt TR- foran de to sidste cifre af flyenes serienumre. Fra 1960 blev TR ændret til DT-.
T-33A er et 2-sædet helmetalfly hovedsagelig anvendt til træning i instrumentflyvning, til målslæbning og kurérflyvning m.v. Sidste officielle flyvning med T-33A i RDAF skete 17.5.77, da DT-497 fløj fra Karup til Værløse.
DT-884 er skænket til Danmarks Flymuseum i 1978 og det blev i vinteren 1979 overflyttet per lastbil. Der har været gjort flere forsøg på at gøre flyet flyvedygtigt. Dette arbejde er p.t. sat i bero. Luftfartøjet er udlånt til Flyvevåbnets Historiske Samling, Karup.