Søndag den 22. juli 2018 medvirkede Danmarks Flymuseum med museets De Havilland D.H. 82A Tiger Moth (OY-ECH) i en event ved Flyhangaren i Soldaterskoven ved Tønder.
Zeppelin og Garnisonsmuseet Tønder havde arrangeret en markering af 100-året for ”THE TONDERN RAID” – det verdenshistoriske og legendariske flyangreb mod Zeppelin Luftskibsbasen i Tønder under 1. verdenskrig.
Flyangrebet på Zeppelinbasen er verdenshistoriens første succesfulde angreb med fly, der letter fra et hangarskib. Angrebet gør samtidig Tønder til det eneste sted i det nuværende Danmark, hvor der har været udført krigshandlinger under 1. verdenskrig.
100 året blev markeret med et spektakulært show ved Flyhangaren i Soldaterskoven, hvor den anerkendte Special Effects-ekspert Hummer Højmark, der er kendt fra filmen Under Sandet, iscenesatte flyangrebet gennem fantastiske special effects. Reenactor-gruppen "Westfront 1916" bemandede skyttegraven i forsvaret af luftskibsbasen i tyske uniformer fra 1.vkr. og der kunne samtidig opleves et tysk feltlazaret anno 1914.
Angrebet understøttet med deltagelse af en ægte klassiker inden for flyhistorien: Dobbeltdækkerflyet Tiger Moth, der simulerede kast af bomber over Zeppelinbasen. Flyet var specielt udlånt af Danmarks Flymuseum til lejligheden.
Program
10.00: Start
10.15: Velkomst ved Zeppelin Museet og Tønder Kommune
11.00: Første angrebsshow
12.00: Frokost ved Hotel Tønderhus – Gullaschkanon, første rundvisning i Soldaterskoven/Flyhangaren og besøge stande m.m.
13.30: Opvarmning med Westfront 1916
14.00: Andet angreb og modeopvisning
15.00: Rundvisning i Soldaterskoven/Flyhangaren
16.00: Tak for i dag.
Arrangør Zeppelin og Garnisonsmuseet Tønder.