Den 19. april 2000 kunne Dansk Veteranflysamling - som museet den gang hed - fejre, at de første 25 år var forløbet godt. Mange drømme var gået i opfyldelse og meget var nået. ”Det flyvende museum” stod for så vidt færdigt – men er under stadig udvikling.
Dagen blev fejret med en sammenkomst for mere end 250 gæster – og besøg af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, som ved samme lejlighed afslørede et ret enestående projekt. Projektet var en fuld færdig restaurering til udstilling af en Gloster Meteor Mk. 8 udført af elever og ledere ved Videbæk Ungdomsskole.
Dagen blev i øvrigt fejret med mange gode gaver, mange taler med gode ønsker for samlingens fremtid og der blev givet udtryk for nye visioner. Bestyrelsen og de mange frivillige medarbejdere følte sig styrket af positive udsagn og ønsker og fik opmuntring til at fortsætte arbejdet for Danmarks Flymuseum.