Genopbygningen af T-33 Silver Star Drømmen om at genopbygge og operere et dansk jetfly af ældre dato har eksisteret i mange år hos Jørgen Hansen (pilot i Cimber Air A/S) og undertegnede, der er flymekaniker på Flyvestation Skrydstrup. Vi havde igennem længere tid forsøgt at realisere drømmen, men kunne ikke finde det rette fly, indtil vi ved et tilfælde hørte, at Danmarks Flymuseum (DV) havde en T-33.
Vi snakkede med DV’s bestyrelse, der bekræftede at flyet eksisterede, og at det skulle flyve igen på et tidspunkt. Straks gik vi i gang med at undersøge mulighederne for, at projektet kunne blive en realitet. Det stod hurtigt klart, at det ville blive et stort og omfattende projekt med en masse løse ender, der skulle samles. Efter et par måneder, og en masse arbejde, havde vi lavet en struktur for projektet. Da DV godkendte projektet blev T-33 Gruppen dannet.
Rammerne for genopbygningen af DT-884 er så godt som perfekte: 1: Flyet er kommet tilbage til Flyvestation Skrydstrup Hangar 1, hvor det tidligere blev vedligeholdt og i længere perioder opereret af TRESK (Træningseskadrillen). 2: Vi har fået tilsagn om hjælp fra en lang række teknikere, der arbejdede på T-33, da den var aktiv i Flyvevåbnet. 3: Der fulgte et meget stort antal nye og renoverede dele med flyet. 4: Vi har adgang til flyets papirer og eftersynsbøger. 5: Flyvevåbnet har som mange private virksomheder vist stor velvilje og interesse for projektet.
|
|
T-33 DT-884 blev født på Lockheeds fabrik i USA i 1953. Efter testflyvning blev den overtaget af det amerikanske flyvevåben. I foråret 1961 blev DT-884 færgefløjet fra Davis-Monthan Air Force Base, Tucson, Arizona til Flyvestation Skrydstrup. De efterfølgende 14 år virkede flyet som træningsfly for danske militærpiloter i henholdsvis Skrydstrup, Karup og Ålborg. Herefter har flyet været en del af DV’s flåde af museumsfly.
Den 10. Februar 2005 er det præcis 30 år siden DT-884 fløj sidste gang. Vi arbejder hen imod at få flyet i luften igen på denne dato. Den kommende tid vil vise, om planen holder.
Efter endt genopbygning og testflyvning er det meningen, at flyet skal fungere som et flyvende museumsfly i DV regi. Flyet vil optræde i original dansk bemaling, og der vil blive udfærdiget materiale, der viser flyets historie i tekst og billeder, som kan fremvises ved åbent hus arrangementer o.l. Det er vigtigt for T-33 Gruppen at vise alle interesserede, hvordan dette fly så ud på jorden og i luften, da den var aktiv i det danske flyvevåben.
Lars Staal & Jørgen Hansen
|